Jeg så ham dybt i øjnene, og følte blodet flyde ud over min hånd. Køkkenet manglede en kniv, men han havde altid manglet et hjerte. Hans hænder forsvandt fra min hals, og hans krop blev slap. Mor lå stadig bevidstløs på det bloddækkede trægulv. Endelig fandt min far mit blik: “Ægteskabet er ikke altid løsningen”.

Jeg skulle bare lige prøve. Det er underligt at skulle ramme 55 ord.

Jeg lægger pistolen ved min side og kigger ud over byen, hvis morgenliv er begyndt at vise sig. Visse mennesker vil mene, jeg har drukket mere end jeg burde have gjort. Jeg mener selv, jeg kun har drukket det nødvendige. Jeg ser en klarere verden, selvom mine sanser er slørrede. Jeg har aldrig troet, at jeg ville komme i denne situation. Før i går har jeg aldrig overvejet livet, og hvordan jeg kunne fjerne det, men jeg ser nu, at det kan være nødvendigt at gøre. Jeg trækker vejret dybt, tager det skarpladte våben tilbage i min lomme og rejser mig fra den dugvåde bænk. Jeg går hen til fodgængerfeltet og venter på, at den grønne mand viser sig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bekymrer mig om lyskrydses anvisninger, når jeg enten er død eller morder om fem minutters tid, men det er meget betrykkende at se, at samfundet ikke har lagt mærke til mine ugerninger. Den røde mand forsvinder, og jeg går over til den majestætiske hovedbanegård med målrettede skridt. Jeg ser ham stå i bygningens midte, idet jeg træder ind gennem døren.

Han virker mere nervøs, end jeg føler mig, men jeg bliver nu opmærksom på, at den mængde alkohol, jeg har indtaget i løbet af natten, praktisk talt er forduftet fra mit sind. Jeg fanger hans øje, og begynder at gå hen mod mig. Jeg lægger instinktivt en hånd på min lomme, og han stopper. Jeg havde ikke overvejet, at det ville blive opfanget som en trussel, men det gjorde det selvfølgelig. Vi er begge bevidst om, at den anden er bevæbnet. Jeg er ikke klar over, hvilket våben han har valgt, men det har åbenbart ikke en opsigtsvækkende størrelse. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Af en eller anden grund kunne jeg godt se ham med en AK. Jeg kan nu røre ham, hvis jeg havde lyst til det. Slå ham. Sparke ham. Kvæle ham. Han mumler, at vi kunne stoppe det med det samme, men jeg ryster på hovedet. I dag skal jeg enten dø eller dræbe – to ting jeg aldrig har prøvet. Vi vender os, så vi står ryg mod ryg, går 10 skridt frem og drejer på stedet. Vi står i et par sekunder, og først nu begynder folk at lægge mærke til os. En ung, uopmærksom kvinde går i mellem os, og så snart hun er forbi kaster han hånden til sin jakkelomme, men jeg har allerede skudt. Salen runger af skrig og de mange menneskerne, der før var stressede og morgentrætte, smider sig nu på gulvet i panik. En pige, der blev tvunget ned af sin mor, begynder at græde. Han tager sig til maven og smider sig på sine knæ. Jeg vil egentlig gerne vide, hvad han tænker i dette øjeblik, men det finder jeg forhåbentligt aldrig ud af. Jeg lægger min pistol på gulvet og går mod udgangen. Solen skinner over Aarhus midtby.

Jeg kan ikke sove.

Et barn sidder i træet og ser på verden, der udfolder sig under ham. Han er ikke en del af den endnu, men det tænker han ikke over. Han har siddet på den samme gren i al den tid, han kan huske, men hans fascination for den verden er ikke forsvundet – hvis noget, er den kun blevet større. Græsset, der bevæger sig når vinden kommer på besøg, menneskene, der nogle gange går forbi, når de skal ud af huset og selvfølgelig hunden, der altid er særlig interessant. Den lille hvide hund, med den krøllede hale, kunne få alle følelser op ham. Utallige gange har han råbt med hunden af avisdrengen og heppet på hunden, når den har spillet bold med menneskene. Hver eftermiddag, når hunden løber rundt på hele græsplænen af glæde, fordi den igen får selskab, har barnet set lykken – og følt lykken.

Solen står højt på himmelen og mor bør snart komme hjem. Barnet kan elsker moderen, men er mere fascineret af verden under ham. En kat, der på sin gåtur ned ad gaden besluttede sig for at holde en lille pause, står nu kradser træet. Mor har altid været bange for katten. Apropos mor, så er hun lige landet. Barnet smiler og vender sin front mod moderen. Hun har haft en hård dag og på hendes vej fra spidsen af grenen til stammen af træet, kommer hun til at skubbe til barnet. Moren nåede aldrig at lære barnet at flyve, så han falder og katten slæber ham tilbage til sit hus. Katten er stolt – husets andre beboere er dog ikke specielt imponerede.

Jeg kører højt på fire timers søvn.

Okay, løgn. Jeg kører lavt på fire timers søvn. Jeg kan godt li’ søvn, men i dag var der desværre ikke mulighed for at sove lidt – eller jo, der var faktisk kun mulighed for at sove lidt. Jeg skulle op klokken 06:00 for at komme til session i Aalborg.

I den sætning er der fire ting, der umiddelbart burde være fejl, men dog er sande:

1)

Aalborg.

Det giver ikke nogen mening at sende hele midtjylland til Aalborg. Et lægetjek kan da vel klares hos en faktisk læge og skal da ikke nødvendigvis udføres af nogle perverse, gamle mænd i Aalborg. Nummeret burde da kunne trækkes online, når det nu er?

2)

Skulle.

Jeg blev, som alle andre, truet med bøde- og fængselsstraf, hvis jeg ikke mødte op til Forsvarets Dag. I mit hoved giver det stadig ikke så meget mening, at vi har et demokrati med en fucking monark, men det rør mig ikke så meget. Det berører mig derimod, at alle mænd kan tvinges i hæren. Jeg er klar over, der er mulighed for at blive militærnægter, men det gør det ikke mere rimeligt, når man blot rammer mænd. Men det var egentlig ikke pointen her. Pointen her er, at vi bliver opdraget til, at vi er individer, der lever under nogle bestemte rammer, som vi har besluttet i fællesskab. Problemet ved at kunne blive tvunget i hæren er, at det egentlig bare er en påmindelse om, at vores liv i virkeligheden stadig tilhører staten.

3)

06:00.

Jeg er ikke et morgenmenneske.

4)

Session.

Jeg har stor respekt for de mennesker, der er klar til at give sit eget liv for at gøre verden til et bedre sted, så denne går ikke til de mennesker, der er udstationeret. Jeg vil nu brokke mig over, at vi, af en eller anden grund, giver lige over 1% af vores bruttonationalprodukt på, at nogle sociale tabere (og folk, der bliver tvunget) kan få lov til at lege voksenspejdere. Det eneste område, jeg faktisk kan se en lille mening med er beredskabsstyrelsen – det er lidt hardcore. Men hæren, søværnet og flyvevåbnet skal da lige lægge sig ned et øjeblik. Faktisk skal de bare blive nede. Danmark er et så lille land, at vores hær ikke betyder noget. Vi har lige omkring 10.000 mennesker i hæren (Jeg har konsulteret mig med Wolfram, og han taler jo altid sandt). USA’s hær er på 512.000 mennesker. Og det er jo så uden flyvevåbnet, søværn og alt det andet gøjl. Vi kan som nation ikke rigtig gøre noget alligevel, så hvorfor spilde penge på det, når der er så stor debat om for få pædagoger og folkeskolelærere?

Hvis vi skal have dansk militær, skal den bestå af professionelle soldater og helst være en del af et europæisk militærsamarbejde.

Klokken var lidt over tre om natten og X lå, som så mange andre mennesker, og sov. Men i lokalet, der før var overvejende mørkt og stille, lød nu en klang af en tilfældig 80′er popsang, som X sarkastisk havde valgt som ringetone, og lokalet var nu kun overvejende mørkt. Det tog nogle sekunder, før X reagerede på dette, men da han opfangede lyden, vendte han sig og begyndte at famle efter sin telefon, der af en eller anden grund savnede noget nærkontakt med det kolde trægulv, og derfor valgte dette tidspunkt til at falde ned fra sengebordet. X tændte lyset, samlede telefonen op og så navnet på skærmen. O var ikke en person han havde specielt meget lyst til at snakke med lige nu, og han valgte at ignorere opkaldet, så han kunne sove videre.

Den næste dag vågnede X, hvilket, han hurtigt følte sig overbevist om, var et dårligt træk. Han lå lidt med lukkede øjne og overvejede, hvad klokken kunne være. Det var onsdag, og han burde nok være stået op allerede. Efter nogle minutter havde han samlet sig mod til at føre sin hånd ud af dynens beskyttende varme, hen mod sin telefon, der lå til opladning på det lille, røde LACK bord. Telefonens låseskærm informerede ham om, at skulle møde om to minutter, hvilket virkede optimistisk, da dynen var varm og han ikke havde gulvvarme. Desuden lå gymnasiet 10 kilometer fra hans soveværelse, hvor han stadig lå under dynen. Han satte sig op i sengen, tændte lyset og kiggede rundt i værelset. Han havde et typisk Ikeastyle teenageværelse, der i dette øjeblik kunne medvirke i et katalog fra et møbelhus, hvis man hurtigt fjernede gårsdagens tøj, der hang over lænestolen, og det rod på skrivebordet, der er en vigtig del af enhver danskaflevering. X plantede sine fødder på det kolde trægulv og rejste sig gabende op.

En lille time senere bevægede X sig nærmest løbende op af trapperne i en skole, der helt ekstraordinært var ganske affolket, hvilket betød, at denne hans skridt larmede noget så forfærdeligt. Det var nu også ligegyldigt, da allerede var nået op til maleriet af den røde ibis, som deres biologilærer af en eller anden grund var ganske fascineret af. Dette billede havde X lagt langt bag sig, da han stod med sine fingre omkring det kolde metaldørhåndtag, der sad på den hvide dør, som ville føre ham ind til hans klasse. Idet han begyndte at bevæge håndtaget klingede temaet til Mission Impossible pludseligt i hans headphones. Han kvalte et grin, fjernede musikken og gik ind i klassen, hvor enkelte personer fjernede blikket fra læreren, som, ud fra de resterende elevers tomme blikke, tilsyneladende havde kørt sin monolog i et stykke tid. X satte sig og kastede blikket rundt i lokalet, hvor han opfangede, O’s manglende tilstedeværelse (…)

Hun smiler til dig

Naturens skønhed blegner

Dit liv er begyndt

Storkenes tortur

En familie er skabt

Lykken viser sig

Et stormfuldt forår

Kirsebærrene falder

Verden er flygtig

Unødvendig død

Spiritusbilistens synd

Fuglens sang stilner