Projekt baby

Når man ikke selv kan

18. september 2017

Første lille skridt på (den måske lange) vej er nu taget. Jeg har nemlig endelig fået taget mig sammen og ringet til min læge i dag. Noget jeg har tænkt på længe og i lige så lang tid udskudt.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med det. Altså at skulle til læge og snakke om, at vi har svært ved at få børn. Det er et ret stort, og langt skridt, synes jeg. Men desværre også nødvendig.

Processen er lidt anderledes end sidste gang. For faktisk har vi jo haft kontakt til en fertilitetsklinik allerede for to år siden, vi nåede bare aldrig at komme afsted, for jeg blev jo gravid den selvsamme måned, selvom det ikke endte godt.

Men nu har jeg altså fået en tid, hos min læge, som ligger om cirka 14 dage.

Onsdag d. 4/10 klokken 09.45.

Og jeg aner virkelig ikke, hvad der skal ske, udover at jeg skal ligge med røven bar. Jeg skal nemlig have foretaget mit andet kontrol for celleforandringer, nu hvor jeg er fyldt 26. Måske er det fordi jeg alligevel skal tjekkes for dét, at jeg så har fået en tid til en snak om at få hjælp i vores projekt baby forløb.

Så vidt jeg husker, snakkede jeg nemlig ikke engang med lægen sidst, vi fik en henvisning til en fertilitetsklinik. Jeg ringede bare til sekretæren og så landede hun en henvisning. Noget der senere viste sig at være noget værre rod, for hun havde åbenbart sendt den det helt forkerte sted hen, og pludselig fik jeg et brev i min e-boks fra mave/tarm afsnittet på Kolding sygehus. Og de kan jo altså ikke hjælpe så meget på dén front.

 

Nå, men nu sidder jeg altså her, og har for anden gang i mit liv bedt om at få hjælp til at få børn. Det var ikke ligefrem sådan jeg tænkte, at det skulle gå.

Og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal tænke.

For jeg vil jo gerne være gravid. Og jeg vil gerne have børn. Men allerhelst vil jeg jo gerne have, at det skal ske på den helt naturlige måde. Og hvad nu, hvis lægen siger, at det kan jeg godt glemme alt om. Det ved jeg sgu ik helt, om jeg kan kapere.

Jeg ved at Krigeren også er pissebange for, om det måske er hans små soldater, der ikke er gode nok. Faktisk går det ham ret meget på, tror jeg. Og det er da også ham, der det sidste halve år har skubbet på, og bedt mig ringe til lægen. Og det er altså så først nu, jeg har taget mig mod.

 

Er der nogen der ved, hvad der sker til sådan en hjælp-os-med-at-få-børn samtale?

Vil hun mon undersøge mig, og kan hun overhovedet det, som helt almindelig læge? Jeg troede nemlig kun det var en gynækolog eller en fra en fertilitetsklinik, der kunne det.

 

Kærlig hilsen Anne

 

You Might Also Like

Ingen kommentarer

Læg en kommentar