Projekt baby

Et sted midt i mellem

14. august 2017
Følelser om projekt baby

 

Det kan lyde underligt. Men jeg kan godt være bange for at åbne op om, at vi prøver at blive gravide; hvor frustrerende det efterhånden er ved at være og hvor ked af det jeg bliver, hver eneste måned, når håbet igen er slukket. Både i det virkelige liv, men også her på bloggen og i særdeleshed på Instagram. Der følger jeg nemlig nogle super seje piger, som har kæmpet denne kamp meget længere tid end os. Nogle af dem er tilmed i fertilitetsbehandling, og der er vi jo slet ikke endnu.

Vores historie er slet ikke så lang og sej som mange andres, og jeg er tit bekymret for, at dem der læser med, eller dem jeg fortæller det til tænker “nå ja , I har jo kun prøvet så og så lang tid og det er jo slet ikke så længe, som os selv, eller det par vi kendte, der forsøgte i fire år”.

Vores historie helt kort

Jeg smed for første gang p-pillerne i juli 2014. Jeg afsluttede min uddannelse som markedsføringsøkonom sommeren efter, og hvor ville det bare være perfekt, hvis jeg kunne stå som nybagt mor i samme omgang. Jeg blev først gravid i maj 2015.

To måneder senere, blev jeg opereret for en graviditet uden for livmoderen. I samme omgang fjernede de min ene æggeleder. Allerede måneden efter blev jeg gravid igen, hvilket endte i en spontan abort. Jeg gik helt ned med flaget, blev sygemeldt fra både mit studie og mit studiejob. Jeg fik en henvisning til en psykolog og blev sammen med hende enige om, at jeg startede op på p-piller igen, så min krop og mit sind kunne få lidt ro.

Først i november 2016 blev jeg for alvor klar til at gå i gang igen, og smed derfor mine p-piller. Nu, otte måneder senere, er der stadig ikke sket noget.

Men sagen er altså, at det længste jeg har gået i perioden projekt baby inden en graviditet er opnået er 11 måneder. Og jeg KAN jo blive gravid. Det ved vi. Og lige netop derfor, får jeg lidt ondt i maven, når jeg er ked af, jeg endnu ikke er blevet gravid. Der sidder så mange kvinder derude, der ikke engang ved, om de kan blive gravide. Og så sidder jeg her og tuder over, at jeg ikke er blevet det endnu efter bare otte måneder.

Følelser kan man ikke gøre for

Jeg tror det, der gør det så svært er, at jeg ikke rigtig ved, hvilken kasse jeg tilhører. Jeg passer tydeligvis ikke ind hos dem, der nemt bliver gravide. Alligevel passer jeg heller ikke ind i gruppen, der slet ikke kan. Heller ikke rigtig hos dem, der er i behandling, og har kæmpet i årevis. Jeg føler mig strandet lidt et sted midt i mellem. Og jeg er bange for ikke at være “langt nok i processen”, til at blive accepteret af dem jeg kan identificere mig med og spejle mig i: dem der også har svært ved at få børn (omend det er er vidt begreb…).

Alligevel har jeg brug for at komme ud med mine ord. Jeg har behov for at fortælle min historie. Hvor uretfærdig jeg synes det er. Og jeg har behov for at vide, at jeg ikke er alene. Og jeg vil vise dig, at du heller ikke er. Der vil altid sidde nogle derude, som har kæmpet mere end dig. Hårdere. Og sikkert også nogen, som virkelig har det værre end dig. Men det er så vigtigt vi ikke negligerer vores egne eller hinandens følelser. For uanset hvad vi har været igennem, så er vores følelser ægte og følelser kan man ikke gøre for…

You Might Also Like

2 Kommentarer

  • Svar Michelle 22. august 2017 at 16:53

    Hej med dig 🙂
    Jeg kender selv alt for godt til følelsen af ikke helt at vide hvilken “kasse” jeg hører til. Jeg blev selv gravid efter ca 6 måneder, lykken var ubeskrivelig .. men kort, jeg havde en spontan abort 7+3, jeg nåede ikke en gang at få min mens før jeg igen stod med en positiv test, jeg blev bare SÅ glad, og kunne mærke at min SA nu var et overstået kapitel. Men igen, skete det der ikke måtte ske, mistede denne gang 11+6, få dage før NF og måtte igennem en udskrabning. Min/vores verden brød fuldstændig sammen og her fandt jeg ud af, at den første SA slet ikke var bearbejdet og nu bed mig i røven. To gange .. i streg … Det har været en megaaa hård tid og nu her 3 måneder efter er der stadig dage der er hårdere at komme igennem end andre. Alle de tanker og følelser .. puh!! 🙁 det har været den hårdeste periode i vores liv, men med kæmpe støtte og hjælp fra vores nærmeste, som har været totalt uundværligt!

    MEN uanset hvad man har været igennem og ikke har, så skal vi ikke føle, at det ikke er okay at være ked af det og føle at livet er pisse uretfærdigt, fordi nogle mennesker måske har det hårdere. Det kan ikke sammenlignes. Vi har ikke deres sko på, og de har ikke vores på.
    Følelserne skal have frit spil.

    Mange tanker din vej.
    Vh Michelle.

    • Svar anpau 28. august 2017 at 11:02

      Kære Michelle
      Hvor er jeg ked af at læse din historie 🙁 Men hvor er det pudsigt, at den alligevel lægger så sæt op af min. Jeg blev også gravid med det samme efter graviditeten udenfor livmoderen, og aborterede ligeledes anden gang. Dog slet ikke så sent som dig, og hvor må de bare være hårdt altså. Det er så uretfærdigt!

      Jeg håber sådan det snart lykkes for dig at blive gravid ❤️

    Læg en kommentar