Projekt baby

Den dag min verden brød sammen

11. september 2017

Klokken er 6.35. Jeg plejer aldrig at vågne ved denne tid, men jeg har ondt i maven, og skal sikkert bare tisse. Jeg slæber mig ud på badeværelset, og sætter mig ned.

Det føles ikke helt rigtigt, det her.

Nu gør det for alvor ondt, og for hver stråle jeg tisser, bliver smerten mere intens. Det lykkes mig lige – kun med støtte fra håndvasken – at rejse mig igen.

 

Jeg kæmper mig ind i soveværelset, og jeg kan ikke længere holde tårene tilbage. Jeg har aldrig været gravid før, men jeg ved bare, at det her ikke er godt. Og det eneste jeg kan tænke på er, at min lille baby umuligt kan have det godt, når det gør så ondt.

Jeg klynker, nærmest skriger, nu. Formår kun at holde mig oprejst, fordi jeg nu hænger indover den store, grimme radiator, der fylder halvdelen af soveværelsesvæggen i vores gamle 2. sals lejlighed.

Min kæreste faldt i søvn på sofaen i går, og da jeg ikke nænnede at vække ham, for at få ham med i seng, er det eneste jeg nu kan tænke på, hvordan jeg kommer derind. Der er ikke mange skridt fra vores soveværelse og ind til stuen. Alligevel føles det som et maraton. Jeg sveder og fryser på samme tid og kan næsten ikke gå på mine ben.

Jeg kalder, grædende, på ham og får ham vækket. Han ser helt forvildet ud, som han ligger der i sofaen med søvn i øjenene og uglet hår. Vi bliver hurtigt enige om, at jeg skal op på sygehuset. Jeg ringer til skadestuen for at melde vores ankomst, og selvom jeg græder og fortæller jeg er gravid og har rigtig ondt, går jeg alligevel med til, at lægevagten kigger forbi.

 

Da lægen endelig kommer, efter hvad der føles, som tusind år, er jeg ikke meget værd. Jeg har kastet op et par gange (noget jeg altid gør, når jeg har ondt, åbenbart) og hvis det ikke var fordi, jeg stadig tænkte rationelt nok til at vide det modsatte, ville jeg tro, jeg skulle dø. Den eneste stilling der er bare nogenlunde udholdelig, er på alle fire – med  benene på gulvet og hænderne støttende på sengen. Jeg fryser, mens sveden løber ned ad mig. Lægen lytter mig på ryggen, og det eneste jeg fokuserer på, er den sveddråbe der nærmest helt i slowmotion falder fra min pande, ned på min hånd og videre ned på sengen.

 

Jeg kan ikke høre noget unormalt. Men jeg ringer lige til gynækologisk afdeling og får en tid til dig“.

 

Så giver han mig to panodiler og besked om at møde op på skadestuen kl 11.

 

Klokken fucking ELLEVE!

 

Jeg er nu så badet af sved og smerte, at jeg intet kan overskue. Min kæreste får mig hjulpet ud i bad, og i de få minutter, hvor det kolde vand rammer min nøgne krop, kan jeg næsten holde det ud. Der går ikke længe, før næste bølge af smerte vælter indover mig. Det føles som om, mit underliv bliver revet ud. Som om, en hånd er kommet alt for langt op og nu bare river til.

 

De næste timer går med skiftevis at græde, sove i få minutter, vågne op af smerte og så græder jeg lidt mere. Jeg spiser en lille smule yoghurt, som jeg lige netop kan slubre i mig, helt ynkelig og øm, som jeg ligger der i sengen.

Klokken kvart i 11 kører vi op mod sygehuset. Hvordan det lykkedes mig at komme ind i bilen den dag, er mig stadig en gåde.

 

Mens vi sidder i venteværelset er mine før voldsomme smerter nu næsten væk. Heldigvis, for vi kommer til at vente en time, inden det er vores tur. Vi bliver hentet af en sygeplejerske, som beder mig om at tisse i en kop, så hun kan tage en graviditetstest. Da jeg sætter mig for at tisse, kommer smerten igen, og jeg må gå tomhændet ud.

Vi bliver fulgt ind i et lille rum, hvor der venter endnu en sygeplejerske og en læge (måske var der faktisk også en lægestuderende, jeg husker det ikke helt). Jeg får lov at gå ind i et tilstødende rum, hvor jeg skifter til, hvad der føles som en spændetrøje. Godt nok er mine arme ikke låst, men måske er det alligevel sådan her det føles at gå ned af dødsgangen, ventende på sin dom.

Jeg lægger mig op på briksen i en blanding af håb, smerte og bange anelser. Det kan umuligt være godt, når det gør så ondt…

 

Den kvindelige læge er rigtig sød. Hun er så omsorgsfuld og forstående, at jeg næsten ikke nænner at skrige, da hun stikker, hvad der minder om den kæmpe dildo, jeg af gode grunde ikke købte op i mig. Min kæreste står helt lamslået ved siden af, og jeg får helt ondt af ham. Han står bare der og kan hverken gøre til eller fra. Og lige så meget som jeg, venter han også på dommen.

 

Hvis jeg troede det gjorde ondt hjemme i lejligheden, da jeg knap kunne holde mig oprejs op af radiatoren, kan jeg godt tro om. Det føles som om, kæmpe-dildoen nu er på vej ud i alle afkroge af mit skrøbelige indre. Jeg græder og krymper mig, men lige lidt hjælper det.

Endelig hører vi de ord, vi så længe har ventet på.

 

Jeg kan se hjerteblink. Se – der på skærmen“.

 

Og så ser vi det, alle forældre drømmer om. Små lysende blink der vidner om, at vores baby er i live.

Lægen rumsterer videre, og får nu et lidt underligt udtryk i ansigtet. Hun ved ikke helt, om fosteret sidder, hvor det skal. Der kommer hurtigt en anden, mere erfaren tænker jeg, læge ind, og hun overtager nu styringen af kæmpe-dildoen, som havde hun aldrig lavet andet. Den er god nok. Fosteret sidder ikke i livmoderen. Til gengæld har det sat sig fast helt yderst i æggelederen, kun ganske tæt på dets mål.

 

Hvor lang tid der går herfra og til jeg sidder og svarer på spørgsmål om, om jeg har været i narkose før, og om jeg har nogle allergier, ved jeg ikke. Men pludselig ligger jeg i fuld hospitalstøj og får fjernet neglelak af en ny sød sygeplejerske, så jeg er klar til min operation.

 

Der går 5 timer, før jeg bliver hentet på stuen og kørt ned på operationsgangen. En blanding af, at jeg om morgenen havde spist tre mundfulde yoghurt og at der var kommet en kørsel ét i mellemtiden, gjorde at jeg alligevel blev sat på faste, trods min halvakutte tilstand.

Manden der kører mig derned, er sød ved mig. Han spørger ind til, hvorfor jeg skal opereres, og selvom jeg har lyst til at lade være, kan jeg ikke holde tårnene tilbage. Da jeg kommer ned på operationsstuen, overlader han mig til narkoselægen. En yngre kvinde med lyst opsat hår. Hun er smuk og omsorgsfuld, og jeg når at tænke, at hun sikkert er en god mor.

 

Det er begyndt at gøre ondt igen. Jeg græder og er nu også bange for, at jeg ikke vågner op igen. Så irationelt, som noget kan være, men alligevel kan jeg ikke lade være at tænke tanken.

 

Jeg lægger mig over på operationsbordet og kigger rundt. Her er så hvidt. Og den der velkendte lugt at sygehus – sterilt, vel at mærke. Og fyldt med kvinder. Gad vide, om det altid er kvinder, der udfører den type operationer. De gør mig tryg. Eller i hvert fald så tryg, som man nu kan være, når man ligger der og ved, at lige om lidt falder man i søvn, og så kan alt i teorien ske.

Vi taler lidt sammen, lægerne og jeg. Jeg har nu så ondt i maven af gråd og smerte, at jeg ikke længere kan ligge med strakte ben. Det gør ikke noget, siger de, og støtter i stedet mine ben, indtil jeg til sidst falder i søvn, og de kan lægge dem ned.

 

Det næste jeg husker, er at jeg græder. Og siger tak til narkoselægen for at have passet godt på mig, og så bliver det sort.

 

Næste gang jeg åbner øjnene, er der pludselig en masse tomme senge omkring mig. Jeg er øm – dernede – hvilket undrer mig, for jeg ved, at de er gået ind gennem tre små huller i min mave. Senere finder jeg ud af, at jeg har haft kateter i under operationen, og det var derfor, det var så ømt.

Jeg har noget i næsen. Det irriterer mig, og så snart, jeg får pillet det ud, kommer en sygeplejerske ind og spørger, om jeg har sovet godt. Og fortæller mig, at jeg nok lige skal lade den ekstra ild sidde i, bare lidt endnu.

 

Jeg får lov til at ringe til min kæreste og mine forældre. Jeg er stadig skæv af narkose, og af en eller anden grund smiler jeg, da jeg senere bliver kørt op på stuen og genforenes med dem. Det er rart at se dem igen, selv det føles tomt.

 

Mine forældre tager hurtigt hjem, og tilbage står min kriger. Min helt fantastiske kæreste, der har stået ved min side siden i morges, hvor min vores verden brød sammen.

 

Der går lidt tid, og endelig kommer lægen der opererede mig ind på stuen. Hun fortæller at det var en graviditet uden for livmoderen, og at ægget havde sat sig fast i de små bitte fimrehår, der har til opgave at transportere det ud i livmoderen. Her var det begyndt at vokse, og helt usædvanligt var det lille hjerte begyndt at slå.

Efter lægen havde fjernet det lille foster, kunne hun ikke stoppe blødningen igen. Og efter at have forsøgt i en halv time, fjernede de til sidst min højre æggeleder. De fjernede også 300 ml blod fra min bughule, hvilket havde været grunden til, at jeg havde haft så ubeskriveligt ondt tidligere den dag.

Jeg vidste godt, det kunne ske. Det med æggelederen altså. Og jeg havde da også indvilliget i, at de bare kunne fjerne den, hvis den var ødelagt. Alligevel kom det, som lidt af et chok.

 

Lægen går ud, og jeg må være faldet i søvn. For da jeg vågner er klokken 23.35.

Jeg plejer aldrig at vågne ved denne tid, men jeg har ondt i maven, og skal sikkert bare tisse. Jeg slæber mig ud på badeværelset, og sætter mig for at tisse. Det lykkes mig lige – kun med fra støtte fra håndvasken – at rejse mig igen. Denne gang ikke fordi, min baby sidder det forkerte sted. Men fordi, jeg er øm i de tre små sår, der som det eneste vidner om, at jeg firetyvetimer forinden stadig troede, jeg skulle være mor.

 

You Might Also Like

3 Kommentarer

  • Svar Rasmine/Danglishmum 11. september 2017 at 19:02

    Årh hvor lyder det som en forfærdelig hård omgang ❤️
    Når først man tror at man skal være mor, er følelsen, når man ikke bliver det alligevel, altomfavnende
    Jeg håber og læser mig frem til, at du har en god støtte derhjemme – men hvor er det bare sejt at du kan sætte så fine ord på det hele ❤️

    • Svar Anne 12. september 2017 at 22:11

      TAK for dit fine svar <3
      Det var en barsk omgang, som da også tog lidt over et helt år at komme over. Men med rigtig god støtte i min kæreste, er jeg (og han) nu helt oven på igen. Så nu ser vi fremad, og håber der snart kommer to nye streger 🙂

  • Svar Projekt baby på stand-by? 23. oktober 2017 at 8:31

    […] Så konklusionen indtil videre er atypiske celler som muligvis kan være svære celleforandringer. Og nu skulle man måske tro, at jeg har lagt mig i fosterstilling lige som sidste gang min verden brød sammen. […]

  • Læg en kommentar